Blogindlæg —
Renteinformation 21. september 2026
September har traditionelt været den måned, hvor de globale finansielle markeder har haft en dårlig performance. Kigger man på de første uger af måneden, er man tilbøjelig til at tro på, at traditionen holder. Aktiemarkederne er faldende, og den 10-årige rente i USA er steget til over 5 pct. Det er ikke set siden 2007. Ligeledes har der været stigninger i de lange renter i Eurozonen, hvor renterne i flere lande er på de højeste niveauer i flere årtier. Hvad er så årsagerne til de stigende renter?
Den primære årsag er stadig udviklingen i inflationen, hvor forventninger om gradvist lavere inflation i løbet af i år ikke er opfyldt. Konflikten i Mellemøsten og de heraf afledte stigninger i energipriserne er medvirkende til at holde inflationen over centralbankernes mål på 2 pct.
Ser man på de amerikanske renter, som ofte er toneangivende for udviklingen i resten af verden, har centralbanken (FED) netop hævet renten til 3,75-4,00 pct. Begrundelsen er, at inflationen ikke har nærmet sig FEDs mål på 2 pct. og ikke ser ud til at gøre det i den nærmeste fremtid. Forhøjelsen var ventet, og der er nu forventninger om endnu en forhøjelse i slutningen af året. Det er medvirkende til at fastholde det høje niveau i de lange amerikanske renter. Desuden er den stærkt stigende statsgæld i USA også en faktor, der peger på høje lange renter.
Kigger vi mod Eurozonen, så hævede den europæiske centralbank (ECB) i sidste uge helt som ventet renten til 2,50 pct. Også her er der forventninger om yderligere forhøjelser i slutningen af året og muligvis også i starten af næste år. Det kan derfor ventes at fastholde de lange renter i bl.a. Tyskland på det nuværende høje niveau gennem længere tid.
I Danmark fulgte Nationalbanken trop og hævede deres indlånsrente til 2,10 pct., og markedet forventer, at banken vil følge udviklingen i renterne hos ECB, selv om DKK stadig ligger til den svage side mod EUR i valutamarkedet. Det vil ligeledes fastholde de lange danske renter i nærheden af det nuværende høje niveau.
Vejledende renter per løbetid for lån med fast rente
DISCLAIMER
Rentegrafen viser renteudviklingen i KommuneKredits udlån med fast rente på forskellige datoer. Rentegrafen viser hele rentekurven dvs. fra 3 måneders løbetid til 30 års løbetid.
Grundlaget for prisfastsættelse af lån med fast rente i KommuneKredit er markedsrenterne i det danske penge- og swapmarked. Swaprenter i DKK er de markedsmæssigt mest likvide og anvendte renter i det danske rentemarked.