Nyhed -
KommuneKredits Grønne Komité godkender grønne lån for 3,1 mia. kr.
KommuneKredits Grønne Komité har godkendt nye grønne lån til en værdi af 3,1 mia. kr. Med de seneste godkendelser, som understreger aktiviteten inden for grøn omstilling i de danske kommuner og regioner, har komiteen samlet set godkendt grønne lån for 22,4 mia. kr.
I sidste uge kunne KommuneKredits Grønne Komité godkende nye grønne lån for 3,1 mia. kr. Komitéens opgave er at sikre, at et lån kan klassificeres som grønt ud fra foreningens retningslinjer, kaldet Green Bond Framework. Komitéen består af to medarbejdere fra KommuneKredit samt Carl Hellmers, CEO, Fredericia Forsyning og Hans-Martin Friis Møller, CEO, Kalundborg Forsyning, der begge har teknisk ekspertviden og praktisk erfaring fra sektoren.
I KommuneKredit glæder man sig over at kunne understøtte kommunernes og regionernes grønne ambitioner med de nye lån. En af grundstenene i KommuneKredits forretning er netop samfundsansvar, og derfor er det helt naturligt for virksomheden at understøtte omverdenens ambitioner, når det kommer til grøn omstilling.
Hvad er et grønt lån?
KommuneKredit har udstedt grønne lån til de danske kommuner og regioner siden 2017, og ved årsskiftet 2019/2020 havde foreningen samlet set godkendt 410 grønne lån. Et grønt lån er et lån, som bliver finansieret med midler fra KommuneKredits grønne obligationer. Lånenes størrelse varierer fra 120.000 kr. til 1.520.000.000 kr. og udlånes til projekter i hele landet. Såvel nationale som internationale investorer køber de grønne obligationer, som er øremærket miljø- og klimavenlige investeringer inden for områderne fjernvarme, vand, offentlig transport og energieffektivisering.